Omsorgsbehandling
En blid, rolig og nærende behandling, hvor du bliver holdt i mine varme hænder og får lov at slippe alt det, du ikke har brug for. En stund, hvor verden udenfor glider væk, mens du tillader hver enkelt lille del af dig at blive en lille smule mere blødt og afslappet. Måske falder du hen, måske falder du i søvn, alt hvad din krop gør og udtrykker, er velkomment. Jeg passer på dig, mens du hviler, og guider din krop mod det, den længes efter.
Sådan foregår det
Når du ankommer til en omsorgsbehandling hos mig, møder jeg dig altid fuld af omsorg og ro i et kærligt og trygt rum, hvor du ikke skal tænke på andre end dig selv, og hvor der ikke er forventninger eller krav til dig. Lokalerne er lyse og rare, der er rolig musik i baggrunden og beroligende dufte.
Før din behandling går i gang, taler vi om det, der er hos dig, og det, du kommer med i dag. Det kan også være, vi taler om det, du længes efter eller har brug for lige netop i dag eller i denne periode af dit liv. Hvis du med det samme får lyst til at lægge dig på briksen, behøver vi ikke tale sammen, så lægger du dig bare op.
Nogle gange melder der sig følelser, tanker og stemninger, som har brug for mere tid, før behandlingen. Det er der altid plads til. Jeg skal nok holde rummet og sørge for, at behandlingen bliver det, du har brug for. Jeg tror på, at tiden, vi har sammen, former sig, præcis som den skal, og at det, der dukker op, er vigtigt. Derfor haster vi ikke videre fra det, der dukker op, men giver det den tid og opmærksomhed, det kalder på. Det er der af en grund, og det skal anerkendes og have plads, før det kan finde ro. Jeg spørger dig altid undervejs, om du føler dig klar til at lægge dig på briksen, eller om du vil fortsætte samtalen.
Når behandlingen går i gang, bliver du svøbt i bløde tæpper og puttet, som da du var lille. Jeg støtter din krop med puder, så du ligger godt og kan spænde af. Selve behandlingen består af en blanding af reiki healing, nus og akupressur. Du kan også vælge noget specifikt, hvis din krop har noget særligt, den kalder på. Det kan fx være let ansigtsmassage, hovedbundsmassage osv. Eller hvis du ønsker udelukkende fokus på akupressur. Det er dig, der bestemmer, hvad du har brug for, at din omsorgsbehandling skal være.
Det er også muligt at få lidt blid rebozomassage, før du lægger dig på briksen, som hjælper dig med at slippe stress og rastløshed. Her bliver du svøbt i rebozoer. Jeg masserer først din nakke blidt med rebozoen fra side til side, og vugger så din krop blidt. De små vibrationer og ryst fra rebozoen vil hjælpe din krop med at ankomme og slippe det, du har med dig.
Når behandlingen er færdig, får du lov til at blive liggende lidt på briksen, mens du langsomt i dit helt eget tempo vender tilbage til rummet. Jeg guider dig tilbage. Vi runder af med et blidt tjek ind, mens du får vand og lidt snacks.
Varighed
75 minutter
Pris
850 kr.
Efter behandlingen
Du mærker en større ro og klarhed. Dit nervesystem føles roligt og din krop afspændt.
Tusind tak for din varme og kærlige tilstedeværelse i dag. Du er helt vildt dygtig til det, du gør. Og man kan så meget mærke, at du er dedikeret og naturlig i din måde at gøre det på. Jeg blev så rolig og tilpas i min krop, mens jeg var i dine hænder. Det var meget tiltrængt og helt det, jeg havde brug for.
Nanna, omsorgsbehandling